Skip to main content

Kaffemaskinen brummer på lærerværelset. En gruppe lærere sidder og forbereder sig mentalt til skoledagen, da stemningen pludselig bliver anspændt. Det er lige blevet nævnt, at skolen igen ligger lavt i den nationale trivselsmåling. De andre lærere kigger lidt desillusioneret ud i luften og tænker på deres klasser:

En af lærerne tænker over, hvordan de to lærerskift, hans klasse har været igennem, har påvirket eleverne. En anden overvejer, hvilke konsekvenser det har haft for hans klasse at inkludere to nye elever fra kommunens specialtilbud. En er bekymret for, om de ressourcestærke familier vil flytte deres børn på baggrund af resultaterne. Den sidste lærer bliver frustreret over, at der stadig ikke er fulgt op på nogen af hendes underretninger. Men nu er klokken snart otte, og de mismodige lærere vender tankerne tilbage til brøker, Reformationen og H.C. Andersen.  

De fleste skoleledere og kommunale skolechefer i Danmark sidder på kanten af stolen, når resultaterne af den årlige, nationale trivselsmåling ligger klar. Og med god grund: Det er noget, de bliver målt og vejet på. Men hvad kan vi på gulvet egentlig bruge resultatet til?

Landets kommuner bliver hvert år målt på trivslen blandt deres elever. Her ses en oversigt over, hvordan hver enkelt kommune klarer sig. Jo mere lyserød en kommune er, jo dårligere trivsel er der på kommunens skoler. Kilde: DR via Børne- og Undervisningsministeriet.

Landets kommuner bliver hvert år målt på trivslen blandt deres elever. Her ses en oversigt over, hvordan hver enkelt kommune klarer sig. Jo mere lyserød en kommune er, jo dårligere trivsel er der på kommunens skoler. Generelt har der ikke været fremskridt i trivslen de sidste fem år. Kilde: DR via Børne- og Undervisningsministeriet.

Ingen sammenhæng

Et årligt øjebliksbillede hjælper måske staten og kommunerne til at danne et overblik. Efter vores erfaring er den dog ikke særlig brugbar i trivselsarbejdet på skolerne, i klasserne og for de enkelte elever. Den politiske målsætning med den nationale trivselsmåling er, at den skal fungere “som grundlag for, at kommuner og skoler kan arbejde systematisk og målrettet med at styrke elevernes trivsel i sammenhæng med den faglige udvikling”. På trods af denne målsætning er der ikke sket nævneværdige ændringer siden målingen blev indført. Generelt er de lyserøde kommuner stadig lyserøde og de mørkerøde er stadig mørkerøde. Så kan skolerne bruge målingen til noget? 

Lad os sige, at trivslen på min skole er lav. Lad os sige jeg bliver bedt om at gøre noget ved det. Hvad skal jeg så som lærer gøre med klassen? Og hvad med den enkelte elev? Den nationale trivselsmåling besvarer ikke de spørgsmål. For det første danner trivselsmålingen i vores øjne ikke et kvalificeret indblik i elevernes trivsel. For det andet tilbydes der ikke en løbende udviklingsproces for klasser og elever over tid. For det tredje oplever vi ikke, at målingerne giver indblik i de grundlæggende ting, som gør, at nogle elever mistrives i skolen. Målingerne siger måske noget om, hvordan børnene har det på et givent tidspunkt, men meget lidt om hvorfor – og intet om, hvordan vi så kan handle. Det arbejde overlades til os ude på skolerne – til lærerne og pædagogerne.

Her er vi efterladt med en enorm og diffus opgave – og med meget lidt hjælp at hente. Hvis der er indsatser på skolen eller i kommunen, er de ofte uorganiserede og sporadiske. Mange af elevernes problemer går enten under radaren eller bliver ikke fulgt til dørs af systemet.

 

Nytænkning

Når vi nu ikke får andet end frustration og dårlig samvittighed ud af det stempel, den nationale trivselsmåling efterlader vores skoler med, foreslår vi, at vi lærere selv tager styringen. Hvis man skal begynde at tage arbejdet med trivsel alvorligt, bliver vi nødt til i højere grad at basere vores beslutninger på fakta og arbejde struktureret med de faktorer, der hæmmer elevernes og klassernes trivsel og læring.  Personalet omkring eleverne har brug for mere end, hvad vi med vores gode professionelle intuition kan fornemme: Der er brug for et indblik i, hvad der spiller ind hos eleverne lige nu og over tid – så vi har mulighed for at arbejde håndgribeligt med trivsel. 

Vi kan personligt og ydmygt konstatere, at vi begår fejl hver eneste dag, når vi vurderer vores elever. Vi kan også ansvarstungt konstatere, at det hver eneste gang kan have reelle konsekvenser for et ungt menneskes liv. 

Som vi ser det, er der brug for et nyt indblik i årsager til mistrivsel og en ny tankegang i forhold til rent faktisk at gøre noget ved det.
Hold øje med vores blogindlæg på næste tirsdag, hvor vi vil skrive om vores erfaringer med at arbejde med trivsel på en ny måde.

 

Leave a Reply